Puff den magiske drage

Sangen om Puff den magiske drage har kunne få mig til at snøre helt sammen siden jeg var en dreng. Jeg husker hvordan jeg var nødt til at bide kæberne sammen og kigge ud af vinduet, når vi skulle synge den i timen, for ikke at begynde at flæbe. Dengang var det jo nok tabet af et enestående venskab og at skulle sige farvel til en fantastisk ven, som gjorde sangen sørgelig.

Da jeg sang den som godnatsang for jer i går aftes, Vilhelm og Frode, var det ingen undtagelse. Jeg snørede igen helt sammen. Men denne gang kunne jeg ikke kigge ud af vinduet. Sangen skulle jo synges færdig og I skulle have et godnatknus. Så der var igen vej uden om tårerne.

Jeg troede faktisk at jeg var blevet bedre med alderen. Men jeg er nok snarere blevet værre – fordi vi har fået jer. Det erfarede jeg også da jeg skulle læse Brødrene Løvehjerte for jer. Jeg kunne ikke engang komme igennem første kapitel. Dét kapital hvor Jonathan forlader Tvebak og tager til Nangijala før ham. (I kan nok ikke huske det længere. Men det blev altså en ret kort og brat oplæsning.)

I går aftes, efter sidste vers af Puff den magiske drange, snørede jeg igen helt sammen. Jeg kunne ikke få et eneste tydeligt ord frem og øjnene var helt våde. Du, Vilhelm, spurgte mig om jeg var ked af det. Og du spurgte hvad jeg var ked af. Det blev til en mærkelig og usamhængende forklaring om at jeg elsker jer og at man mister sin fantasi når man bliver voksen. Jeg tror ikke helt du købte den. Du lå bare og tænkte lidt over det.

Men dét der i virkeligheden gjorde mig ked af det, var tanken om at I to en dag skal vokse op, og alt det vi har sammen nu, bliver et minde blot. Som når I fortæller mig passioneret om de kræfter jeres actionfigurer besidder. Eller når I sirligt arrangerer jeres Lego landskaber med minifigurer som kæmper, holder vagt eller gør andre seje ting. Når jeres allerhøjeste ønske i denne verden er en Build-A-Bear “Stormtrooper forklædt som Darth Vader”-bamse. Eller når I synger med på Gangnam Style og danser med hele kroppen og et kæmpe smil med en umiddelbar begejstring, der er meget misundelsesværdig. Eller når I griner højlydt af Paw Patrol – en af jordens mest fjollede og stereotypisk børneserier. En dag vil I måske tænke tilbage på det hele som noget barnligt pjat uden større betydning – som simple barndomsminder. Men for mig har alt det “barnlige pjat” den allerstørste betydning. Det er nu I har jeres barnlige uskyld og naivitet. Det er nu I har jeres dejlige, altopslugende fantasi. Og det er nu I oplever verdenen.

Gid I aldrig måtte sige farvel til jeres barndom, ligesom personen i sangen må sige farvel til Puff. Jeg ville ønske I kunne beholde den for evigt; at altid kunne forblive en leg for jer. Ja, jeg ville ønske jeg selv kunne have beholdt min fantasi noget længere. Sikke nogle spektakulære lege vi kunne have haft! Istedet må I nøjes med en voksen far, hvis  fornemste opgave er at passe på jeres fantasi og barnlighed i så mange år som overhovedet muligt.

Men jeg véd at det er en kamp jeg ikke kan vinde. For, som sangen fortæller: Vi bli’r jo aldrig som et barn igen. Og det er mere end mit hjerte kan bære, når jeg synger den sang for jer.

 

Puff, hvor kan man finde drager som dig.
Du ligger på en klippeø
og venter kun på mig.
Du ka’ li’ at lege, du var min ven,
men kære Puff, vi kommer aldrig til at leg’ igen.

Puff, da jeg var lille. red jeg på dig
jeg sad på halen stor og bred
du svømmede med mig.
Alle sænker flaget, hilser på dig.
Vi fandt en skat med sølv og guld – og delte, du og jeg.

Puff, vi sad på stranden, solen gik ned
en havskildpadde gemmer sine
æg et hem’ligt sted.
Tropevindens susen, natten bli’r sort
vi føler begge to, vi sidder nær ved lykkens port.

Puff, på vores rejse så vi et slot,
hvor prinser og prinsesser boede
nej, hvor var det flot.
Kongen og hans dronning ga’ mig en ring
men ringen var en tryllering. Nu er den ingenting.

Puff, du er alene. Alt er forbi
for drager lever tusind år.
Hvor er min fantasi?
Du ka’ li’ at lege, du var min ven
men kære Puff, jeg bli’r jo aldrig som et barn igen.

Reklamer

2 comments

  1. Daniel for hulan, hvor er det så fint skrevet! Jeg elskede den sang, som barn – og havde lidt glemt den. Nu kom den tilbage! 😘 Håber livet er godt!

    Kærlig hilsen Hanne

    Sendt fra min iPhone

    > Den 8. jun. 2016 kl. 22.08 skrev Ruby Kokott : > > >

    • Tak skal du have Hanne. Det er rart at høre. Det er en ret stærk børnesang.
      Livet er skam rigtig godt. Fyldt med små stærke øjeblikke. Det kender du jo nok ret godt selv 🙂 Jeg håber også livet god ved dig, Flemming og selvfølgelig Magnus og Mathilde.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s