Sovekupé

Efter en lang, sjov eftermiddag i Fælledparken for nogle uger siden, var vi heldige at mor og far havde  os i en cykelanhænger. For da vi skulle hjem kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen. Vilhelm var simpelthen så sød at lade mig lægge hovedet på hans arm.

DSCF7762

Min pind er en racerbil

I skovbørnehaven er en pind et vigtigt stykke legetøj i vores lege. Det opdagede de voksne hurtigt og fik den gode idé at lade alle os børn fortælle om vores pinde og vise dem frem. Vi blev alle interviewet og det endte i en stor udstilling af både pind, portræt og interview på Frederiksberg Bibliotek  hvor der var fernisering i dag.

Jeg fortæller i mit interview: Min pind er en racerbil. Den kan slaide (red: slide) og flyve over nogen stene.

DSCF7790

På billedet nedenfor kan du se min pind lidt bedre. Måske næsten som selv at stå foran montren og kigge ind gennem glasset? Røde biler kører jo hurtigst (Lynet McQueen, Ferrari osv.), så selvfølgelig skulle min racerbil også være rød.

DSCF7784

Alle mine venner har også lavet nogle flotte pinde. Der var sværd, skydere, dyr, dukker, tryllestave og mange andre ting jeg slet ikke kan huske. (Jeg tror faktisk at der kun var én racerbil. Og det var jo min.) Der var mange flere pinde end du kan se her. Men der var så mange mennesker hele tiden, at det var svært at få gode billeder af de andre montre. Far måtte holde grissevagt for at få et rent billede af montren med min pind.

DSCF7793

Det fede ved ferniseringer er saftevandet og chips’ne. Og når det samtidig er på biblioteket med alle de sjove ting man kan lege med og de mange flotte bøger, ja så er det endnu mere fedt. Det var lidt som om at børnehavedagen med alle vennerne blev forlænget med et par timer – men på den gode måde, hvor mor og far er med og der sker en masse spændende man ikke har oplevet før.

DSCF7776

Kh Vilhelm

Beskrivelse af udstillingen fra Frederiksberg Biblioteks hjemmeside (https://fkb.dk/events/kultunaut/full/6306326/Fernisering_p_udstillingen_Min_pind?tmplid=arrmore&ArrNr=6306326):

Fernisering på udstillingen Min pind
Vi fejrer åbningen af udstillingen ‘Min pind’ i Børnebiblioteket, hvor børn fra daginstitutionen Æblehaven udstiller deres pinde og de fantasifulde fortællinger, der knytter sig til pindene. Alle er velkomne.

Pinden som inspiration og legetøj
Pædagogerne i daginstitutionen Æblehavens skovgruppe opdagede i vinter, hvor meget fantasi der ligger gemt i en nedfalden pind. Når børnene springer af bussen ved ankomsten til skovbørnehaven, er det første de gør at gribe fat om en pind og starte en leg.

Børnene fortæller om deres pind
I et interview med en af skovgruppens pædagoger har hvert barn fortalt om dets pind og sat ord på legen med pinden. Hvad forestiller den? Hvad bruger du den til? Hvad kan den? Efterfølgende er børnene blevet fotograferet med deres pind og fortællingen skrevet ned.

Et kig ind barnets fantasi
Resultatet kan ses i Børnebiblioteket. Ved udstillingen har du mulighed for at få et lille kig ind i børnenes fantasi, når pinde og fortællinger er udstillet side om side.