Mere af det hele

Mor har købt en bog. Den hedder “Kan selv! Vil selv!” I den er der et rigtig spændende kapitel som vi har haft meget glæde af herhjemme. Det hedder “Det ekstra krævende barn – mere af det hele”. Nu er det heldigvis sådan at mor og far ikke synes jeg er ekstra krævende. Men der er bare så mange symptomer i det kapitel der passer til mig, at de alligevel ikke kan lade være med at kalde mig en smule ekstra krævende. Er det fair? Lad os se på det:

Nogle børn er helt usædvanligt krævende, og usædvanligt fulde af liv og kraft. De er stædige, intense og viljefaste af natur, og de er ofte tidligere i deres udvikling, intelligente og følsomme.

Tidlig udviklet? Nej, ikke rigtig. Intelligent? Jo, det vil jeg mene. Følsom? I den grad! Og jeg bliver ret ofte anklaget for at være stædig. Men jeg synes jo ikke selv jeg er mere stædig end andre. Vi vil jo alle bare have vores vilje. Hvorfor er det så odiøst? Så indtil videre synes jeg ikke der er en sag for at kalde mig ekstra krævende.

De har en styrke og en fantasi, som man må misunde dem, og som kan føre dem langt i livet. Kort sagt: De har og er mere af det hele. […] Omtrent fire børn ud af hundrede er den type barn.

Kun én ud af femoftyve? Hvorfor skulle det så lige være mig? Det virker altså lidt usandsynligt. (Men jeg tager da gerne den om styrke og fantasi med i kurven.)

Jo mere stædigt et barn er, desto mere kæmper det imod. Disse usædvanligt stærke børn kan styre hele familien med jernhånd, og de har stor magt. […] De særligt stædige børn tester og udfordrer uafbrudt forældrene og deres tålmodighed, og det er svært at være forælder til dem.

Jeps, det er mig. Jeg ved med sikkerhed at mor og far ikke synes det er svært at være forælder til mig. Men det er til trods for at jeg hele tiden går til grænsen, presser citronen, forhandler om mere, ignorerer deres ønsker, fokuserer på mine egne og bare generelt ikke gør noget uden det giver afkast til mig. Betyder det så stor magt til mig?

Det kan være svært for andre at forstå, hvor besværlige disse børn kan være. Ofte er de nemme at have med at gøre i børnehaven eller skolen, eller når de er ude hos andre. Det er over for os forældre, at børnene viser deres trodsige, vrede eller gnavne sider i sikker forvisning om at være elskede alligevel.

Jeg er gennemskuet!

De usædvanligt krævende børn tænker mere end andre børn. Deres hjerne kører på højtryk. De tænker forud på, hvad der skal ske, og fordi de har en livlig fantasi, forestiller de sig, hvordan det vil være. Hvis det så ikke bliver lige præcis sådan, som de havde forestillet sig, kan de gå i total krise. […] De har brug for disse voldsomme udbrud for at kunne få orden i deres indre verden, som er fuld af tanker, følelser og begivenheder. […] Et ekstra stærkt barn har naturligvis brug for ekstra meget modstand, og det giver anledning til kraftige udladninger fra både barn og forældre efterfulgt af gråd, trøst og forsoning.

Ja, OK. Sagen bliver klarere og klarere. Mine kriser hagler ned, når tingene ikke går som jeg havde forestillet mig det. Især om morgenen kan det være svært. Jeg vil have faste rutiner som jeg kender, ingen stress og tid til leg. Men jeg vil nu stadig påstå, at jeg ikke er ekstra krævende. Jeg tror mange børn er som jeg. Om du er enig eller ej, kan vi da i hvert fald blive klogere på hvorfor vi får kriser: for at få orden i tankerne igen; og at vi kræver en god portion forsoning for at kunne komme videre.

Man kan ikke være så konsekvent over for dem som over for andre børn, men er nødt til at være lidt mere eftergivende. Børnene kender godt reglerne og ved, hvad der er rigtigt, men de vil ikke give sig, og man er nødt til at lade dem bestemme lidt mere for ikke at få for meget ballade. Som forældre kan man udnytte, at disse børn er usædvanligt kreative og fantasifulde. Vi kan forsøge at finde på anderledes og mere fantasifulde løsninger i tilspidsede situationer, løsninger, som passer til netop ens eget barn. Disse ekstra krævende børn sætter pris på, at man gør undtagelser og ikke er konsekvent, eller som Oscar Wilde udtrykte det: “Konsekvens er den sidste udvej for den, der savner fantasi”.

Mor og far er blevet klogere med tiden. De er bestemt blevet mere eftergivende. De ved godt at jeg ved, jeg skal sidde ordentligt og spise og ikke kaste med mad eller kravle rundt på farfar, mens han spiser. At jeg skal sidde stille og koncentrere mig, når vi tager tøj på. Eller at jeg ikke skal tørre bussemænd af i sofaen. De ved godt at jeg ved, jeg skal prøve på at falde i søvn i mere end ti sekunder før jeg kommer ud og fortæller jeg er tørstig eller at ringeklokken på hjemisbilen udenfor larmer. Men jeg tror altså at min opførsel er normal. Men jeg er da glad for, at de er blevet mindre konsekvente med mig, og at få vi kan løse konflikter på en voksen og civiliseret facon. For jeg synes faktisk selv at jeg er ret god til at indgå fornuftige kompromisser. Og jeg fortjener altså undtagelserne, for alle de gange jeg gør det godt.

Vi er nødt til at tale med de ekstra stædige børn, som om de var voksne, og vi kan og skal tage dem med i vores ræsonnementer på en anden måde, end vi plejer at gøre med børn i deres alder. De kan give forbløffende kloge og konstruktive svar, fordi de er intelligente og fantasifulde.

Jeg kan give super intelligente svar! Så tal ordentlig til mig. Jeg skal nok forstå hvad du siger. Dét i sig selv er i hvert fald mere krævende… for dig.

De har også brug for at blive forberedt på f.eks., at det er spisetid eller sovetid eller på tide at gå i skole. De har svært ved at afbryde det, de er i gang med, så det er en god ide at advare et stykke tid i forvejen. […] Børnene er afhængige af faste rutiner og kan blive bekymrede, hvis rutinerne af forskellige grunde må ændres, så i den slags situationer er det også vigtigt at snakke om det på forhånd og forberede barnet.

Ja, jeg er gyldig i ikke at kunne afbryde det, jeg er i gang med. Og som nævnt, er jeg afhængig af rutiner. Før jeg kan sove, skal jeg vide at når jeg har sovet skal jeg spise havregrød. Og bagefter skal jeg have tøj på. Og når jeg har fået tøj på, kan jeg lege lidt. Og så skal jeg ud på min seje løbecykel. Og skal jeg i børnehave.

Eftersom det er kvikke børn, er de ofte gode til at finde kompromiser og til at forhandle, for de har opdaget, at det er en smart måde at opnå det, de ønsker, på […] De kan ofte også samtidig være være barnlige. Det er f.eks. ikke usædvanligt, at de op til fem-seks-årsalderen bruger ble, […] men den kamp kan vi lige så godt opgive, fordi den er meningsløs. Spørg derimod hellere barnet, hvornår det har tænkt sig at holde op med at lave lort i bleen, Så vil det måske sige, at “jeg holder op, når jeg begynder i skolen”.

Skyldig skyldig skyldig. Jeg spiser to skefulde hvis mor og far siger “tre mere så må du gå fra bordet”. Jeg spiser halvdelen af din kage hvis jeg ikke må få min egen. Og jeg stopper med bleen i morgen. Ama’r!

Men jeg er slet ikke så slem som de andre børn i historierne i bogen. De kan være sure hele dagen står der. Jeg er faktisk ret glad – også når jeg er alene med mor og far. Men forhandling og kompromisser det eneste som kan få mig ud af et flip. Så I kan ligeså godt give mig det. Er jeg ekstra krævende ud fra hvad du har læst? Måske. Måske ikke. Men vi herhjemme er i hvert fald alle sammen blevet klogere af at læse kapitlet.

Reklamer