Skoldkopper


For ca. en måneds tid siden fik jeg mine skoldkopper. Der var faktisk ret mange og de generede mig en smule. Især bag ørene og i hovedbunden kløede det ret meget. Jeg var hjemme i næsten to uger. Til dels pga. en masse helligdage og fordi skoldkopperne ikke rigtig ville forsvinde helt. Tak for farmor og farfar for at være sammen med mig. Nu skriver jeg om mine skoldkopper her på bloggen så jeg kan huske til jeg bliver ældre. Mor kunne nemlig ikke huske om hun allerede havde haft det.

Reklamer

Suttetræet

I weekenden besluttede vi at droppe sutten. Jeg var blevet advaret flere dage i forvejen – ja, nærmest uger i forvejen. Men hvis jeg nu klynkede lidt efter sutten i ny og næ og bad om den når jeg skulle sove, kunne det være at jeg måtte beholde den lidt længere.

Men dagen hvor jeg skulle droppe den kom alligevel. Mor og far havde truet at jeg skulle give dem til Charlie. Det var nok alligvel ikke helt optimalt, så vi endte med at gå til suttetræet i Frederiksberg Have. Vi havde skrevet et fint brev hvor der stod hvorfor sutterne skulle hænge så højt oppe i træet: De andre børn måtte ikke kunne få fat på dem. Og far var så nødt til at klatre op i de tynde grene. Han syntes egentlig ikke at have noget imod det. (Jeg tror han havde ventet på en undskyldning til at klatre lidt i træer.)

Bagefter gik vi ned for at købe en gave til mig som bytte/bestikkelse. Jeg havde allerede et godt blik på en fjernstyret Lightning McQueen. (Den er total fed.) Da vi kom ned i børnehaven idag; mandag morgen, fortalte far Camilla at jeg nu ikke skulle have sut mere for at falde i søvn. Camilla svarede med et stort smil: “Vilhelm har da ikke brugt sut hos os. Vi troede ikke han brugte nogen.” Så nu ved mor og far at jeg har snørret dem. Ligesom da jeg snørrede dem til at vente ved min seng til jeg faldt i søvn. Og nu ved de hvorfor det er gået så nemt med at vænne mig af med den. Men de synes stadig jeg fortjener min Lightning McQueen.

(Billedet ovenfor er et lidt ældre billede.)