1000. dag

I dag er det min 1000. dag. Det synes jeg er ret vildt. Jeg har haft tusinde fede oplevelser og fået tusinde venner. Og så jeg fået taget mit billede tusinde og atter tusinde gange. Og i dag fik jeg at vide jeg skal starte i børnehave d. 1. marts. Er jeg så allerede voksen?

Mine ferier i 2011

I året der nu er gået, har jeg været på mange gode ferier! Ud over Paris i foråret og mindre ture til f.eks. Skjoldenæsholm, Skælskør på Sydsjælland hvor morfars bryllup blev holdt, Marielyst og selvfølgelig Tversted, var vi i sommers i Barcelona, Cadaqués og Paziols og i efteråret i Malaga. Jeg har ikke villet vise jer billederne før nu, da de skulle  bruges til min julegave til min familie (og til dels fordi far var så lang tid om at gøre dem færdige.)

I sommers var vi på den fedeste sommerferie. Vi startede med at have et par dage i Barcelona hvor jeg fik set byen og shoppet lidt. Bare sådan til at sætte tempoet en tand ned. Tapas efter sengetid er lige mig.

Se flere billeder her: http://www.flickr.com/photos/munkejens/sets/72157628458880955/

IMG_1962

Efter Barcelona havde mor en overraskelse. Far og jeg vidste (næsten) ikke hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle bo. Vi lejede en blå bil og kørte til den smukke middelhavsby Cadaqués, som har været kulisse for et utal af kunstnere som f.eks. Dali og Picasso. Jeg blev dog ikke ligefrem ramt af nogen kunstnerisk guddommelig åbenbaring, men jeg havde stor optur over byens legeplads og udsigten fra vores hotel, hvor vi spiste pistacenødder. Vi var for alvor ved at komme ned i tempo.

IMG_1992

IMG_2032

På billedet herover er jeg ved at undersøge området for legepladser og lignende seværdigheder. Herfra gik turen videre til Sydfrankring – efter en overnatning kørte vi videre til Paziols, en lille fransk vinlandsby i Pyrénées-Orientales (Languedoc-Roussillon). Vi kørte forbi ad de mest snoede bjergveje rundt om de smukkeste bjergtinder med de mest imponerende borge og fæstninger i Pyrenæerne. Sikke et landskab. Vinmarker, landbyer, bjerge overalt. Ingen motorveje, indkøbscentre eller fabrikker. Det var dejligt at komme ud på “landet” hvor det nærmest er normalt at man render rundt i bar overkrop og ble hele dagen. I kan godt forestille jer at jeg hurtig blev dus med de lokale unge nede på pladsen for kiosken. Jeg spillede lidt håndbold med deres fodbold. Og huset havde den dejligste terrasse med masser af plads til at lege og hvorfra man kunne se skraldebilerne køre forbi nede på vejen om formiddagen.
IMG_2124

Når solen på terrassen blev for meget, kunne man lige smutte tre-fire etager ned i det dejlig kølige køkken. Vi levede vist af baguette, ost, pølse og oliven i de to uger.

Bessa-L 63

Bessa-L 72

Mor og far blev ved med at se betaget på landskabet. Og der var meget at se på. Jeg synes vi kom rigtig meget omkring. På vores to uger besøgte vi bla. byerne Tuchan, Carcassonne, Perpignan, Estagel, La Franqui og Rivesaltes og en masse borge som jeg ikke længere kan huske navnene på. Hvis jeg skulle være ved huset med mor og far hele tiden, var jeg nok gået kold. Men det var nu alligvel rart når vi sluttede dagen hjemme i Paziols og fik tid til en tur på legepladsen. Nu hvor jeg sidder og ser på billederne, bliver jeg mindet om en super dejlig ferie. Kan vi gøre det igen mor og far, hva?

I efteråret var vi på en dejlig tur med lækre Vigga til Frigiliana (tæt på Malaga). Vi var afsted i en uge og vi boede sammen med Vigga, hendes mor og mormor Tove i mormor Toves kæmpe hus. Hold da op det var et stort og flot hus. Det var en tiger i porcelæn der var ligeså høj som mig, et lækkert piano og vi fik vores helt egen fløj?!? Og haven var så stor at jeg ikke kunne finde vejen fra den smukke udsigt over havet tilbage til svømmepølen. Men hovedattraktionen var selvfølgelig ikke huset, men derimod Vigga. Tak for en dejlig tur og mange gode stunder på markedet, legepladsen, terrassen og stranden. Og Postmand Per blæst op på 50 tommer! Du er sgu en frækkert, Vigga.
IMG_2932

IMG_2985

IMG_3158

Stranden lå ikke langt fra hvor vi boede og den var rigtig dejlig. Der var ligeså go’ mudder som i La Franqui. Jeg tror det var første gang jeg nød at komme ud i bølgerne.Indtil da har jeg ikke været helt tryg ved havet. (Men man skal jo være modig overfor damerne.)

Vi havde også tid til at tage en dagstur til Malaga. Jeg fik de bedste tapas og den bedste lur. Nu er der sikkert nogen der korser sig, men jeg synes den mindede lidt om Barcelona… gaderne, kyststrækningen og stemningen var lidt den samme. Jeg er fan.

IMG_3034

IMG_3087

Vigga, må jeg komme med en anden gang? Det vil jeg nemlig gerne.